Standerhejsning 15. april 2018


IMG 2435

Hellerup Sejlklub hejser standeren for den 103. sæson søndag den 15. april 2018, og vi håber du vil være med på denne festlige dag.

Forhåbentlig har vinteren sluppet sit lange kolde favntag om vores kære sejlklub, og det er tid til at se frem mod gode og lyse tider på vandet og nyde udsigten over Øresund fra klubbens terrasse.

Den formelle standerhejsning vil ligne de 102 tidligere standerhejsninger med, at standeren sættes præcis klokken 12, formanden holder sin korte tale, jubilæumsnåle, duelighedsbeviser og andre anerkendelser uddeles.

Som noget nyt i år, vil Hellerup Sejlklub gerne invitere alle medlemmer til en fælles forfriskning og en stående let anretning i restauranten og på terrassen efter standeren er sat.

Vi håber at standerhejsningen vil give dig mulighed for at tale med nye som gamle sejlerkammerater, så vi sammen kan se frem mod masser af aktiviteter med træning, stævner, hyggeturer  - masser af sejlads med sejlerglæde, gode stunder på terrassen og smil på læben og saltvand i håret.

Det vil være sejlklubben en glæde, om du vil overvære begivenheden, der finder sted i Hellerup Sejlklubs gård kl. 12, og efterfølgende deltage i traktementet på terrassen og i restauranten. Sidst nævnte kræver fremvisning af medlemskort.

Kom og vær med til at gøre denne dag festlig og markere en god start på sæsonen.

Til gavn for planlægningen af denne festlige dag må du meget gerne hjælpe os med at fortælle hvis du deltager - ved at trykke på knappen ”TILMELD”

Sejlerhilsner, på bestyrelsens vegne
Marie Dela Johnsen
Formand, Hellerup Sejlklub 

April 2018
15

Søndag
kl. 12:00

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Vær venligst opmærksom på at det ikke er muligt at parkere i gården!