Klubaften

IMG 0046

Kære medlemmer 

Vi vil gerne fra bestyrelsen takke for den store opbakning til Klubaften den 2. Marts.

Vi har brugt lang tid på at arbejde med det mandat vi fik på generalforsamlingen. Ud af det er der kommet visioner og strategi for HS for 2017-2022, vi er glade for at så mange valgte at møde op og engagerer sig i torsdags.
Tak fordi I vælger at støtte op om vores vision: Danmarks mest fortrukne sejlklub

Tanken var egentlig at skrive et indlæg om vores oplevelse af aftenen. Men Gritt kom os i forkøbet, og ovenikøbet med et langt bedre indlæg end vi selv kunne forfatte.

Tekst af Gritt Ulrikka Jørgensen

HS Klubaften den 2. Marts 2017

Onsdag d. 2. marts præsenterede Hellerup Sejlklubs nye formand og samlede bestyrelse sin vision om at blive den mest foretrukne sejlklub i landet. Det gjorde de ved en klubaften, hvor vision og strategier blev fremlagt for klubbens medlemmer.
Der var lagt op til en spændende aften, med et håb om at involvere klubbens mange medlemmer i arbejdet mod målet.
En af de første opgaver bestyrelsen, siden valget i oktober, skulle løse for sejlklubben, var at finde en ny hovmester. Til manges glæde og overraskelse kunne bestyrelsen invitere medlemmerne til en snigpremiere på Dagens Ret fra den nye hovmester inden mødestart. Det blev modtaget med begejstring af medlemmerne, og det var svært at finde nogen, som ikke benyttede sig af tilbuddet. Fællesskabet omkring måltiderne i restauranten er en stor del af klublivets ånd, og det var tydeligt at mærke ved dette arrangement.

Mads Kolte, generalsekretær fra DS, var engageret til at facilitere aftenens program og med et stort og kraftigt tov, fik han sat tonen an med en metafor om, at bestyrelsen satte kursen i den ene ende af tovet, og at klubbens medlemmer skal gribe tovværket og hjælpe til med at bære og trække i den rette retning, hvis projektet skal lykkes.

Aftenen fortsatte med en præsentation, som gav medlemmerne indblik i visionerne for Hellerup Sejlklub, herunder klubbens struktur og medlemmernes mulighed for indflydelse.

Under præsentationen var det tydeligt, at der var mange engagerede medlemmer, som havde rigtig mange gode og konstruktive perspektiver på sejlklubbens fremtidige muligheder for udvikling. Flere indlæg fra både bestyrelse og medlemmerne blev mødt af klapsalver, og stemningen bar i det hele taget præg af en energifyldt optimisme. Der herskede også en udbredt enighed om, at klubben er unik med dens mangfoldighed af tilbud, store personlige kapaciteter/talenter og endnu mere potentiale at tage af.

Bestyrelsen kommunikerede, at det var vigtig for dem, at der er en åbenhed omkring de projekter, der er i gang for at sikre opbakning fra medlemmerne og sikre, at der hele tiden arbejdes ud fra det mandat, der er givet fra klubbens medlemmer.

Sidst blev programmet sluttet af med en markedsplads, hvor medlemmerne kunne besøge klubbens forskellige arbejdsudvalg, høre mere om hvad der forgår og melde sig som hjælpere.

Aftens veltilrettelagte program og bestyrelsens klare visioner sendte medlemmerne hjem med den der helt særlige fornemmelse af sammenhold og forventningens glæde til den kommende sæson med gode oplevelser på havet, i havnen og i klubben.